Digital Koordinator gruppebillede
Nyt Digital Koordinator hold står klar til at hjælpe virksomheder i digital nød
05/01/2018
Når succes online fører til succes offline
01/02/2018
Vis alle

Omstilling til den digitale verden

Dansk Brandteknik virksomhedscase

Som case på forløbet ’Bliv Digital Koordinator’ fik vi øjnene op for en hel verden af nye muligheder på det digitale område. Forløbet har været præget af nytænkning, velformulerede ideer og digitale løsningsforslag, som vi tager med os hjem. Nu vil vi gerne dele vores oplevelser fra mødet med de inspirerende og engagerede Digitale Koordinatorer.

Før den sidste bid er nede

Det er fredag morgen. Vejret er skønt og humøret er højt på Teglværksgade på Østerbro. Her står mere end 40 engagerede Digitale Koordinatorer klar til at præsentere deres digitale løsningsforslag for os, Dansk Brandteknik. Vi er blevet valgt til at være casevirksomhed, og vi er spændte på at høre deres oplæg.

Før vi har slugt den sidste bid af de indkøbte croissanter, rejser jeg mig op og beder om holdets opmærksomhed. Jeg siger til dem, at de ikke skal holde sig tilbage, når de om lidt skal give kritik til vores nuværende digitale tilstedeværelse – hverken hjemmeside, nyhedsbreve eller profilen på LinkedIn er helligt land. Vi er glade for alle gode forslag til moderne måder at eksponere og positionere Dansk Brandteknik på i den digitale og virkelige verden.

Flokken smiler forsigtigt op til mig. Holde sig tilbage? Det har de bestemt ikke tænkt sig!

90’erne har ringet

Nogle grupper fokuserer stærkt på kommunikationen og det visuelle ved vores hjemmeside. De giver perspektiver på helt nye måder at tænke brugernes indgang til vores produkter og ydelser via hjemmesiden. Hos Dansk Brandteknik arbejder vi med forskellige brancher, og flere af grupperne giver os den idé, at vi målretter strukturen på hjemmesiden som branche- eller ydelsesindgange. Struktur, design og layout er nemlig nogle af de vigtigste elementer i en moderne brugervenlig hjemmeside, lærer de os. Den direkte besked fra en af grupperne lyder: ”90’erne har ringet, og de vil gerne have deres design tilbage”. Av for den!

Med den rette planlægning og målretning af opslag og annoncering, kan vi hurtigt blive top-of-mind hos nye kunder og på nye markeder, lyder flere af argumenterne for en koordineret tilstedeværelse på tværs af forskellige sociale kanaler.

Andre grupper retter specifikt fokus på de muligheder, en B2B virksomhed som Dansk Brandteknik, kan udnytte på de sociale medier. Vi har truffet beslutning om, ikke at være på Facebook, men holdet gør os alligevel nysgerrige. Sociale medier er egnede som middel til eksponering. Med den rette planlægning og målretning af opslag og annoncering, kan vi hurtigt blive top-of-mind hos nye kunder og på nye markeder, lyder flere af argumenterne for en koordineret tilstedeværelse på tværs af forskellige sociale kanaler.

Digital tilstedeværelse på spidsen

Den digitale virkelighed er en faktor alle virksomheder er nødt til at forholde sig til. Det digitale giver nye muligheder, og puster liv i eksisterende måder at kommunikere til og med kunder på. En koordineret digital indsats kan bringe virksomheder, som os selv, ind på nye markeder og længere ud i den digitale virkelighed, end vi turde forestille os.

Fælles for grupperne er, at de sætter vores nuværende digitale tilstedeværelse på spidsen, og åbner vores øjne for de uanede muligheder, der eksisterer i det aktive univers, som en koordineret digital indsats kan udgøre. Vi har lært, at den digitale verden er præget af hastig udvikling og utålmodige brugere. Vi har lært, at vi er nødt til at gøre noget.

Når det bliver til mere end blot ved snakken

De Digitale Koordinatorers løsningsforslag er grundfæstet i erfaring med det digitale område og viden om kommunikation via moderne medier. Mødet med de Digitale Koordinatorer har givet os inspiration og vakt vores nysgerrighed. Vi har længe vidst, at der er udfordringer, og er nu blevet inspireret til at se udfordringerne som muligheder. Derfor har vi nu indgået aftale med en af de nye digitale koordinatorer, som skal gøre os skarpere på tværs af de digitale medier anno 2018.

At være case på forløbet har været spændende og lærerigt, og i meget stor udstrækning et skub til at få sat mere turbo på vores egen tilstedeværelse på de digitale medier. Vi vil gerne sige tak for de gode og velformulerede ”spark over skinnebenet”.

Vi har ringet tilbage til 90’erne – og vil meget snart sige ”tak for lån”!

Share on FacebookShare on LinkedIn

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle vores gratis aktiviteter direkte i din inbox.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle vores gratis aktiviteter direkte i din inbox.